21. november 2007

Fænomenet Facebook


Det er, som den opmærksomme læser sikkert har bemærket, ikke blevet til mange indlæg på bloggen i den sidste tid. Er han gået kold? Sker der intet i hans liv? Nææ, Andre internetaktiviteter har stjålet min tid og opmærksomhed - herunder især det amerikansk importerede internetfænomen Facebook.
Facebook har - især i efteråret ´07 oplevet en utrolig tilslutning blandt især unge mellem 16 og 30. (Selv var jeg allerede på i slutningen af januar). Alle jævnaldrene jeg kender er på - på nær et par hårdkogte fremtidsnægtere, herunder min egen kæreste! Hun var dog også flere år om at blive overbevist om lykken ved en mobiltelefon, så mon ikke fremtiden også indhenter hende og andre på det punkt?

I hvert fald er 290 millioner mennesker verden over (og en ny hvert sekund) overbevist: Det er fedt at netmingle med venner og bekendte. Facebook faciliterer en web 2.0 platform, hvor man kan skabe sin egen profil med kontaktoplysninger, billeder, bog- og filmanmeldelser og alverdens mere eller mindre brugbare, men lejlighedsvist underholdende features. Smart er det i hvert fald, at man kan oprette grupper for f.eks. til den gamle folkeskoleklasse, og så har man pludselig en altid opdateret kontaktliste, og vil man vide mere, er billederne fra sommerens bryllup kun et par klik væk.

Gennem valgkampen blev Facebook flittigt brugt. Begge statsministerkandidater havde profiler, og efter valgsejren pralede Anders Fogh på Venstres landsmøde over sine 4.000 venner på Facebook, et tal, som ingen amerikansk præsidentkandidat forholdsvis kunne matche. Pointen er at Facebook, ud over at skabe og fastholde kontakt til gamle og nye venner, også er fremragende til politisk og ad hoc organisering. Et par klik, og man har oprettet en gruppe der f.eks. sympatiserer med medarbejderne på Nørrebros Bryghus og deres ret til selv at vælge fagforening og overenskomst. Et par yderligere klik, og man har sendt en invitation ud til sine Facebook "friends", der sender det videre til deres, og pludselig har gruppen 250 medlemmer, der måske finder på at lave en modblokade til 3F (Der har lavet en blokade, da de ikke mener den gældende overenskomst med Kristelig Fagforening ikke er god nok).

Når man som jeg interesserer sig lidt for foto er det også sjovt at se hvordan folk "selvfremstiller sig". Man kan selvfølgelig vælge ikke at have et profilbillede, men det virker mærkeligt og uengageret - og bliver som regel påtalt af andre (mig for eksempelt, he he). De fleste vælger et nogenlunde smilende ansigt, men det bliver mere populært at kæde profilbilledet sammen med en personfremstillende aktivitet som f.eks. "billedet fra dykkerturen" = se, jeg er dykker (Hov, der kom 24 timer, og klokken er kun 23.57, det er faktisk ikke en gang blevet onsdag endnu!). Overraskende mange har også et profilbillede, hvor halvdelen af armen er synlig og det altså er tydeligt, at det er taget af dem selv i udstrakt arm - har folk da ingen kritisk sans?

Hvis du er blevet lidt fristet, kan du oprettet dig her:


Nå, det bliver spændende at se hvordan Facebook og andre sociale medier udvikler sig i fremtiden. Måske mere om det ved en senere lejlighed. Der tales allerede om web 3.0 - hvor internettet bliver mere intelligent og fx. kan tilbyde søgninger med højere personlig relevans, ligesom husholdningsapparater, lommecomputere og andre elektroniske devices kan kommunikere internt med hinanden. Smart. Glæder mig til fremtiden.

11. november 2007

Blomstertanker

Da jeg forleden dag stod og kiggede på min Hawaii blomst og solen skinnede lidt, kunne jeg lade være med at tænke på, at jeg for præcis et år siden dryssede omkring på Andaman Islands i det Indiske Ocean. Hvide sandstrande, palmer og 25 grader varmt vand! Definitionen på et luksus driverliv. Selvfølgelig tænkte jeg dengang også lidt på de forestående eksamener, men ellers var det en ganske sorgløs tid.

.





Her to billeder af Hawaii blomster - den ene fra den fri utømmede natur, den anden købt i Føtex for en 50'er. Det er fint at bringe udlandet hjem, men det er federe at tage til udlandet og opleve ting i deres virkelige omgivelser. Man burde planlægge sit liv, således at man gjore mindre af det første, og mere af det andet.