29. september 2007

Youtube klip



Her er et andet fremragende lille Youtube klip, der også er blevet set af rigtig mange mennesker: En gut har taget et billede af sit selv hver dag i 6 år, og sat det sammen til en lille film. Det kan diskuteres om det er lidt for langt, om der sker for lidt, men selv finder jeg det nok, at tiden bare går og baggrunden, hårtyper og tøjstil konstant skiftes. Kan godt li' den lidt melankolske stemning.

Når hele filmen er downloadet, er det også meget sjovt selv at "afspille" den på 5 sekunder ved at holde venstre musesknap nede og trække afspillerknappen til højre. Tænk, hvis man havde en sådan video af sig selv? Både lidt skræmmende og fascinerende.

Det skal siges, at siden er der adskellige der har fået samme idé, men denne lille film kom mig bekendt først.

Videoen kan ses her:

28. september 2007

Al begyndelse er svær

Lige et par hurtige ord om weekendens adventure race: På trods af omkring 50 udsendte mails og meget forudgående forarbejde for at få holdet på plads, kan man aldrig gardere sig mod pludselige uheld. Blot 19 timer inden start, var Nanna desværre nød til at melde fra. Jeg havde imidlertid set, at en ung gut via konkurrencens hjemmeside søgte om at komme på et hold, så jeg kontaktede i al hast Anton, som var klar til at springe på. Hurtigt koordinerede vi lidt udstyr og næste formiddag gik det løs. Anton var bokser og havde ikke megen erfaring med udholdendhedssport, men kom langt med en god fighterindstilling.

Vil ikke gå i deltaljer omkring selve løbet, men kort sige, at vi brugte samtlige 24 timer på at komme igennem de mange udfordringer som bl.a. var: uendelige mægder cykling og løb, moutainbikebane, O-løb i mørke, småopgaver i vand, diskoskast, øksekast, klatring i træ, over en slugt og op ad en stejl væg, run'n bike - hvor man har to cykler til rådighed og skiftes til at løbe, 10 km kanosejlads og orientering, orientering og orientering. Udholdenhed og orientering, så kommer man langt i denne sport. Derudover, ska man ikke undervurdere, hvor meget der kan gå galt, når 3 mand med udstyr skal igennem et så langt løb. Men det er jo netop udfordringen.

Samlet set nok en smule skuffet. Der var ikke så mange "actionprægede" opgaver, som jeg havde håbet på, og holdet blev kraftigt ramt af skader (i alt har der faktisk været 6 forskellige på holdet de sidste 1½ måned) og der måtte improviseres, men taget i betragtning at jeg på selve dagen ikke selv var helt på toppen, (ondt i halsen) var det vel ganske fint at vi kom helt i mål - når 20 andre hold var nødsaget til at udgå. Men jeg kan mærke, at der er mere adventure løb i mig. Det må blive næste år...

PS. Jeg lægger senere et par billeder ind, når arrangøren får uploadet disse.

20. september 2007

Følg os live via internettet!


Til lørdagens adventure race, er det nu afklaret, at vi bliver "tracket" via en GPS. Vi har betalt 500 kroner for denne mulighed, så jeg håber flere af jer vil benytte lejligheden til at kigge forbi følgende hjemmeside og holde lidt med "Team BAC":







Her ses mine to løbsmakkere. Rasmus, som jeg kender fra løbeklubben, og Nanna som jeg kender fra forældres venner mange år tilbage.



Vi var ude og lave en hurtig O-løbstræning i går, og for lige at koordinere udstyr, taktik m.m. Det blev alt for hurtigt mørkt, koldt, blæsende og regnfuldt, så nu ved vi hvad der venter os i weekenden...

Vi deltager i "mix-konkurrencen", og vi gør os ingen forhåbninger om at komme først i mål.
Til gengæld har vi vores eget lille metakampråb: "MÅLET ER MÅLET"

(Med andre ord, vi skal i mål, det er målet)

19. september 2007

Adventure race på lørdag



På lørdag d. 22. september deltager jeg og to andre i det famøse DTU adventure race, der gennemføres for 8. gang. Det er Danmarks største af sin slags med godt 125 deltagende hold a 3 mand. Det er første gang jeg skal prøve kræfter med Adventure sporten, og lægger ud i et af "de hårdere løb". Det spændende at se hvordan det går.



Konkurrencen har en forventet vindertid på omkring 12 timer, men da vi alle på holdet er mere eller mindre nybegyndere, skal vi nok forvente, at det tager mindst 5-6 timer mere, hvoraf de fleste er om natten.

Adventure race er en forholdsvis ny sport, og går i al sin enkelthed ud på, at man på løbeben, på cykel eller til vands, skal gennemføre en på forhånd ukendt rute via et antal ukente checkpoints. Nogle af disse checkpoints indeholder så en opgave som f.x. kunne være bueskudning, rapelling, præcitionskast med tennisbold, et O-løb etc. ect. Både fysisk og psykisk er det i den tunge ende af belastningsskalen, og en lang række færdigheder, især teamwork og udholdenhed, bliver prøvet af. For opsøgende folk som mig, der aldrig "helt" har fundet den rigtige sport, men godt kan lide at kombinere mange discipliner, synes det næsten at være perfekt!

Og du kan (næsten) være med!! Mit hold (Team BAC) er så heldige at blive "tracket", hvilket vil sige at vi på hele turen har en GPS med (som ikke kan bruges til aflæsning af position). Med andre ord kan du hele lørdag-dag og nat, sidde derhjemme bag computeren og live følge med i vores aktuelle position. Selv håber vi selfølgelig ikke at der bliver for meget underholdning, hvor "prikken på kortet" først kører lidt den ene vej, og så den anden vej. Men det skal siges at ingen af os er meget rutinerede til kortlæsning.


Flere informationer om tracking følger senere...


Måske er det her os på lørdag:


















18. september 2007

Gamle løbesko får sparket

Efter en enerverende lang skadespause i foråret, er det gået op for mig, at årsagen simpelthen har været nedslidte løbesko. Et par løbesko siges at holde ca. 1000 km, og et par gode gedigne Asics som dem jeg løber i, kan måske holde godt 1200-1300. Jeg vil gætte på at jeg har løbet mindst 2500 km i mine, og derudover også trekket i Himalaya med dem, hvilket de ikke rigtigt er bygget til.


Så nu må de ud, så nye skadesforebyggende kræfter kan komme til.

Måske undrer du dig over hvordan billedet er blevet taget? Jeg havde lidt svært ved både at holde sko og tage billedet. Det blev derfor lidt af en balancekunst, men det lykkedes til sidst, som man kan se af min lille opstilling.
.
Hvis der er tale om billedmanipulation, er det vist i den lettere ende. Heldigvis er der ingen der kan fyre mig, og jeg skal heller ikke leve op til nogen public service forpligtelser! (jf. sagen om Jeppe Nybroe ;)


14. september 2007

A pic a day


Der er mange måder at rejse på. Indiskutabelt er den fysiske rejse at foretrække, men lejlighedsvist fremkommer muligheder, der næsten kan konkurrere.


I den senere tid har jeg dagligt taget en tur til New York. Slentret ned ad Fifth Avenue, iagttaget det hektiske liv ved Times Square, snuppet en mundfuld frisk luft i Central Park inden turen gik til China Town via Sub'en. Gule cabs, skyhøje bygninger, habitklædte VIP's og hjemløse i en mærkelig cocktail af fortid og fremtid. Elsker New York selv om jeg aldrig har været der. Både på godt og ondt indbegrebet af America.


Det er Joe's NYC der giver mig muligheden. En fotoblog der hver dag fodrer sine læsere/iagttagere med et aktuelt billede fra millionbyen. Stilen er typisk lettere melankolsk som et Edvard Hopper billede. Den lille mand i den store asfaltjungle, men man finder også det sjove skæve portræt og den kompositionsmæssige genialitet.



Prøv at se på billedet til venstre. En mand med en lidt mærkelig "promoter" frisure forsøger at ringe. Men du har sikkert ikke opdaget den hjemløse før nu?





Der er mange måder at blive en bedre fotograf på. Man kan læse om det gyldne snit, antisymmetri, hvidbalance og farvelære. Selv lærer jeg ved at se på dygtige udførte fotografier og reflektere over, hvad det er, der gør det godt.


Her fine farvenuancer og et lidt pudsigt motiv, der får en til at spørge hvad hunden mon laver?









Dette billede bliver næsten et politisk statement. Det er ligesom taget "med vestlige briller", hvor sympatien ligger hos den lille pige, der tydeligt uinteresseret bliver belært om vigtige (religiøse?) emner. Tremmerne skaber en følelse af fremmedhed - og fængsel!!













Jeg synes du skal tage en tur til New York med det samme:

http://www.joesnyc.streetnine.com/

Overspringshandlinger

He he, jeg har lige taget en lille mærkelig test der viser hvilken historisk person jeg mest minder om. Jeg er tilsyneladende blandt de 9.06 % der falder indenfor denne kategori, og altså minder mest om Napoleon. Testen er norsk, og jeg må tage det forbehold, at der var et af de 15 spørgsmål jeg ikke rigtigt forstod. Men jeg har fået følgende begrundelse:


"Du er en av tidenes mest kjente hærførere. Du er en ypperlig strateg og en stor leder. Ditt liv vil være fylt av stor fremgang, men desverre vil du til slutt tape alt og dø i ensomhet. Beklager, skulle virkelig ønske det kunne ende annerledes...


Tjaaa.... lidt triste fremtidsudsigter.

Nu har jeg taget testen en gang til. Jeg ændrede et enkelt svar, og vupti, så var jeg ikke mere Napoleon, men Dronning Victoria. Mmmm, måske var den eneste forskel på Bonaparte og Victoria, at sidstnævnte kunne lide kage...

Hvis du tager testen, så ved du hvad jeg mener: http://quiz.start.no/?p=play&quizID=19762

Hvis man er meget interesseret, giver den norske side også mulighed for værdifuld indsigt i, hvilken figur i mummidalen man er. Her har jeg godt kunne styre min nysgerrighed.

Nå, det var vist en lille overspringshandling det her, tilbage til arbejdet.

13. september 2007

Geniale Gjertsen


Jeg har ved en tidligere lejlighed udråbt denne video til en af de mest geniale jeg har set på Youtube. Den er lavet af en kun 22 årig norsk gut der hverken kan spille klaver eller trommer, men til gengæld mestrer kunsten at videoredigere. Jeg var virkelig målløs da jeg så den første gang. Det er kreativitet på et niveau, der får meget andet til at blegne.

Desværre kan jeg ikke få "blogger" til at overføre filmen til min blog, så I må nøjes med et link (der evt. skal kopieres ind i browseren)

http://www.youtube.com/watch?v=JzqumbhfxRo

Hvis I søger på Lasse Gjertsen på youtube, kan I se andre videoer han har lavet, men selv synes jeg ovenstående er bedst, selv om "jeg går en tur" også er fantasisk.

God fornøjelse

12. september 2007

Sovestatistik

I de sidste par måneder har jeg gjort mig den ulejlighed at notere hvor meget jeg egentlig sover. Egentlig synes jeg det er spild af tid at sove. Fatter ikke dem der ligefrem glæder sig til de skal i seng. Måske har min tilgang noget at gøre med at jeg aldrig drømmer noget spændende. Eller også fordi jeg har godt 2 minutter til at memorere underbevidsthedens natlige udskejelser, før det hele fremstår som en tåget uklarhed. Med andre ord kan jeg næsten aldrig huske hvad jeg har drømt.

Resultatet af mine anstrengelser med 12 ugers vedvarende noteringer er et gennemsnit på godt 48½ time pr. uge eller 6 timer og 55 minutter pr døgn. Egentlig har det overrasket mig at jeg trods alt sover SÅ meget. Ca. 7 timer er måske lidt under gennemsnittet, men som B-menneske bliver klokken ofte 2 inden jeg ser dyner. (Lige nu er klokken fx. kvart i et, og jeg tamper stadig lystigt i tastaturet) Men i weekenden bliver der til gengæld sovet igennem og indhentet lidt af det forsømte. Mon ikke mange har det sådan?

Hvis man fik en time mere i sit døgn, hvad skulle man så bruge det til? Få mere (studie-) arbejde fra hånden? Sport? Stene fjernsyn eller anden adspredelse? Selvom man måske burde gøre det første, ville det formentlig være det sidste der ofte vandt. Spørgsmålet er selvfølgelig om man så er mere effektiv, eller om man konstant yder lidt mindre, fordi man bare er træt?

Men hvorfor ikke prøve det af? Fra næste uge vil jeg prøve kun at sove 6 timer i døgnet. Så må vi se om jeg får noget ud af min ekstra time eller jeg blot render rundt med små trætte øjne?

Nå, klokken er mange, jeg må skynde mig i seng :-)