For at efterkomme en stigende efterspørgsel, kommer her nogle billeder af Rikke og min ferie i Indien december/januar 2007. På hele min rejse, lykkedes det mig at tage godt 2.500 billeder - hvilket kan være en noget overvældende mængde at køre af som slightshow. Håber nedenstående nogenlunde udfylder behovet, eller må man meget gerne komme forbi og se flere...
Efter 4 lange måneder med 8.000 kilometer imellem os, var det fantastisk at blive genforenet i Delhi d. 16. december 2006. Vi boede på det samme hotel som jeg blev indlogeret på, lige da jeg ankom til Indien. Det var faktisk lidt sjovt at være tilbage, og tænke på alle de oplevelser og indtryk jeg havde fået i samme periode. Jeg genkendte straks portneren, der havde taget imod en træt og lidt overvældet dansker klokken 3 om natten d. 17. august. 2006. Ironisk nok det flotteste hotel jeg boede på, mens jeg var i Indien.
Her har jeg indtegnet vores rute med rød. Desværre er ikke alle de byer vi besøgte, med på kortet. De øvrige farver er mine andre rejser i henholdsvis Nepal, Darjeeling og Sikkim, Andaman Islands og til Delhi via Varanasi.
For Rikke gik den lange rejse til Indien via Munchen bedre og mere smerteløst end forventet. De sædvanlige problemer med hovedpine var væk, og udenfor lufthavnen stod kæresten minsanten, dog i en godt 4-5 kilo lettere udgave end da der blev kysset farvel i Kastrup. Men jeg tror ikke Rikke havde forventet at Indien var SÅ fremmed!! Det var herligt og ganske underholdende at høre alle hendes mange undrende spørgsmål og iagttagelse. For mig var Indien for længst blevet hverdag. Jeg svarede efter bedste evne, men må erkende, at jeg lejlighedvist måtte sige at "sådan er det bare i Inden - jeg ved ikke hvorfor".
Her er Rikke kommet i sikkerhed på vores hotel, og sniger sig til et lille kig ud på gadens uoverskuelighed af nye rutiner.
Jeg havde tilbragt en dags tid med at vente på Rikke, og havde her mødt "Raja" (betyder konge på Hindi), som for en ganske lille betalling havde vist mig lidt rundt i dele af Delhi jeg ikke før havde set. Han var ganske vidende og talte godt engelsk, så som tak inviterede jeg ham ud og spise en pizza på Pizza-Hut, hvilket han nølende tog imod. Han kunne ikke så godt lide den slags "blege" mad fortalte han bagefter, men han ville ikke afslå mit venlige tilbud.
De to dage i Delhi gik primært med at blive aklimatiseret og indføre Rikke lidt i Indiens skikke og forhandlertradition.
Efter to dage med storbyferie, gik turen sydpå til Agra hvor et af verdens syv vidundere "Taj Mahal" tog imod. Billetten var 35 gange højere for turister end indere, men det var alligevel et fantastisk magisk og meget anbefalelsesværdigt møde. Jeg tog godt 40 billeder og tre gange fik vi folk til at tage billeder af os, men det bedste blev faktisk dette her, skudt i fri armslængde...
Herefter gik turen atter sydpå til en mindre tigerpark. Uheldogvis var parken lukket 6 dage inden vi kom af frygt for krybskytteri. Det gjore hotellerne meget villige til at gå ned i pris, så vi fik igen store værelser. Her er et par billeder fra den del af parken, man stadig kunne komme ind i. Hvis man kigger godt efter, kan man se en krokodille i søen (evt. forstør ved at klikke på det) Der var også helt ufattelig mange aber, så når man åbnede en pose, skulle man være forsigtig for ellers kom de løbende. På det sidste billede maner Rikke til forsigtighed, således at ikke også vores friske ærter bliver snuppet ligesom vores chipspose, der tidligere var blevet snuppet af en stor lidt agrassiv abe.
Efter tigerparken stod den på borge og ældgamle stenslotte i den gamle kongeby "Jaipur". Her aftenudsigt fra en af borgene. Bag den praktiserende "quality mind proces" IIMC'er ses byen.
Så gik turen videre til den lille hellige by Pushkar, hvor det andre steder i verden var blevet tid til at holde jul. Der ligger nogle flere billeder fra Pushkar under "Glaedelig jul" uploaded den 24. december 2006. Her ses den hellige sø, Rikke der er ved at få sit "Pushkar-Pas" og undertegnede i julehumør på en kamel.
Pushkar-passet var vi blevet advaret om i Lonely Planet. Første gang man ankom til det indre af Pushkar fik man stykket en blomst i hænderne. Denne blomst skulle man så assisteret af en "præst" smuldre i den hellige sø. Præsten ville så velsigne dig og de familiemedlemmer du opremserede hvilket han selvfølgelig afslutningsvis lige skulle have lidt for. Lige så snart jeg nærmede mig søen fik jeg ganske rigtigt også en blomst i hånden, blev guidet ned til søen, hvor en "præst" tog imod mig (jeg tillader mig at sætte det i citationstegn, for det virkede måske lidt for organiseret). Så gik han ellers igang, men jeg afbrød hurtigt og sagde, at jeg ingen penge havde taget med. Velsignelse og penge hørte tilsyneladende sammen, så jeg fik den ultrakorte version - og intet pushkar-pas. Han forsikrede mig for, at det var meget vigtigt at jeg kom hen til ham dagen efter - og ingen anden.
Det holdt vi selvfølgelig ikke - tog på kamelsafari i stedet for. Men to dage efter da vi sad og nød søudsigten kom to præster forbi, de kunne se vi ikke havde passet, gav os blomster, og vi tænkte at vi lige så godt kunne for det overstået. Man skulle være meget opmærksom for de havde nogle meget avancerede sproglige strategier til at få penge ud af folk. Hver gang man sagde et familiemedlems navn i forbindelse med "velsignelsen", kostede det 150 rupies. Det lykkedes mig, efter at givet den halvlange version af mit epistemologiske ståsted, kun at give 100 rupies. Rikke havde vist tilsvarende rodet sig ud i noget, så jeg måtte hjælpe hende til også kun at give det.
Her er jeg ved at læse et af mine mange fine julekort. Mor havde samlet julekort fra familien og givet Rikke dem med, så julestemningen indfandt sig også i Indien. Resten af aftenen tilbragte vi på vores hotel hvor værterne havde lavet et lille julearrangenment for hotellets gæster.
Stor tak til alle der fandt tid til at skrive julekort!! Mit blev desværre kun elektronisk i år.
Jaisalmer Sidste del af Rajasthan turen gik helt vestpå til Jaisalmer i Tsar ørkenen på grænsen til Parkistan. Her blev det igen tid til kamelsafari, denne gang bare med overnatning i ørkenen. Her følger nogle billeder af vores oplevelser her, som skulle vise sig at blive nogle af de bedste på hele vores rejse.
Morgenudsigt fra vores hotel. Vi boede på det gamle Jaisalmer fort, der i århundrede fungerede som sidste bastion før den hårde ørkenrejse og derudover var handelscentrum fra rejsende fra bl.a. Europa.
Her Rikke i Tsar-ørkenen
En lille dreng med en stor blå spand
Billeder fra vores kamelsafari (Der i virkeligheden var en dromedarsafari, men lad nu det ligge)
Vi så flere gribe der kredsede højt oppe over os. Ikke rart at tænke på hvad de mon kunne finde på hvis ikke vi havde vand nok med...
Her er vi ved at gøre os klar til den kolde nat. Det var 30 grader om dagen og ca. 0 grader om natten
. Vi havde købt de smukke huer udelukkende til formålet - og de penge var givet rigtig godt ud.
Trods en nat med rigtig mange små forstyrelser, var vi klar næste morgen ved solopgangstid. Vores guide (i midten til venstre nedenfor karavanebilledet) havde aldrig været udenfor ørkenregionen, der arealmæssigt svarer nogenlunde til Sjælland... Når du læser dette så ligger han formentlig og sover i det fri i ørkenen, hvilket han efter eget udsagn gjore 300 gange om året. Så føler man sig priviligeret når man cruiser igennem Indien på 4 uger
, og ser mere end en 90% af inderne gør på et helt liv.
Om aftenen var vores kamelguider klar med en lille sangkonkurrence. Alle tilstedeværende nationer skulle bidrage med deres hjemlands vemodige. Hvilken sang tror I Rikke og jeg valgte blandt alle de mange muligeheder i den danske sangskat? øøøhhmm...tjjaaa "Vuffelivov" af Shubidua! Men vi fik det største bifald!
Det var også meget alternativt at høre en "kameludgave" af Aqua's "Barbie girl": "...come on camel, let's go party..."
Her et lille indblik i hvor kaotisk det kan være at rejse i Indien. Vi sov i de øverste og dyreste soverum. Nedenunder var alm. sæder og i gangpartiet sad inderne klods op og ned af hinanden. Det var umuligt at komme hverken frem eller tilbage, så det var forbundet med meget besvær at komme nogen vegne - f.eks. på toilettet. Rikke var lige ved ikke at komme med bussen da hun og nogle amerikanere havde overtalt chafføren til at lave en mindre pause.
GoaSå er vi kommet til ferieparadiset
Goa. Hvide sandstrande og blåt hav. Utrolig smukt, men også meget dyrt i forhold til resten af Indien. Vi var der i den absolutte højsæson mellem jul og Nytår, og priserne var næsten danske. Det ser smukt ud på billederne - men det er stadig Indien, forstået på den måde, at de ikke kan finde ud af at rydde op. Går man bare lidt væk fra stranden, så flyder affaldet stadig alle vegne.
Nytåret blev desværre ikke helt så minderigt som håbet, idet Rikke blev syg tidligere på dagen. Den lækre, og meget ventede, nytårsmiddag med oksesteg blev udsat. Generelt var det meget festligt at stå på stranden i Goa og se fyrværkeriet, men jeg ville egentlig hellere have været hjemme og feste med vennerne i Danmark. Så ved man det til næste år...
Til sidst en enkelt Hippie. Vi havde nok forventet at se dem overalt, men SÅ mange var der altså ikke...
KeralaSidste lille "ferie i ferien" var i sydindien. Vi havde hørt rigtig meget godt om Cochin i Keralastaten, så det blev vores sidste stop. 4 skønne dage med elefantbadning og ridning, bjergvandring i theplantager, besøg i krydderiplantager, ture på backwaters og så selvfølgelig en masse tilbagelændethed i dette herlige ferieland. Kommer du til Indien, så tag til Rajastan og Kerala første gang og spring Goa over. Der er meget mere at se sydpå. Tag selv ned og kig...
Her er vi på krydderitur og dette er et gummitræ. 24 timers senere kan det være en færdig plastikmåtte.
Vi fik også lejlighed til at sige hej til nogle søde elefanter. Det krævede stor overvindelse for den unge Pontoppidan at stå model til dette billede.
Her hjælper jeg med til at bade en lille 4 måneder gammel elefantungen. Den vejede allerede 350 kg, og man skulle IKKE komme i vejen for dens tunge fødder og lidt klumpede krop...
Området var kendt for sine kæmpe "kinesiske fiskenet". Kæmpe sænkenet på ca. 10 gange 10 meter. Det virkede ikke som de var særlig effektive, måske mest for turisterne? Her har en dum turist taget et billede...
Når man rejser rundt i Indien, får man mange gange indtryk af, at tiden er gået i stå. Hvis man kigger godt efter her, kan man se at her er tiden gået HELT i stå...
Her et billede af gymnastik undervisning anno januar 2007...
Her er vi så kommet ud på de berømte backwaters, der var den egentlige grund til at vi kom til Sydindien. Det var virkelig fredfyldt at blive sejlet, eller staget, af sted ind mellem de labyrintiske søsystemer.
Hvis nogen nogensinde ønsker dig et sted hen hvor pebberet gror, så slå til, for der er virkelig dejligt...
Afslutningsvist tog vi en guidet tur rundt i de smukke Munnar bjerge, der mest var kendt for sine fine the-produktion. Vi nød især den friske bjergluft, der stod i kontrast til den meget fugtige luft i resten af Kerala, samt de smukke bjergformationer.
Her er et hold the plukkere i gang med dagens arbejde. Her i tiden efter monsumen, skal markerne plukkes ca. hver 3. uge. En the plukker tjente 7½ rupies i timen og kunne med provisionsløn og hurtige hænder nå op på 100 rupies på 12 timers hårdt arbejde. De arbejdede fra 6 til 18, 6 dage om ugen.
I de restauranter vi var på, kostede aftensmåltidet ca. 100 rupies, så det var ikke her, the-plukkerne kom efter arbejde...
Her nogle Rikke-billeder.
Pressede Rikke i et indisk kaostog
Glade Rikke i Goa
Trætte Rikke
Smarte Rikke
(Hov, jeg ser nu at billederne også viser, at fotografen altid laver venstre-balanceret gyldent snit på sine portrætter, hvilket vist må varieres lidt næste gang...)
Så var der lige historien om vinen. Inden Rikke kom til Delhi, havde jeg købt en flaske dyr indisk vin. Den blev ikke drukket den første dag...uge...uger, og jeg blev ved med at slæbe den dumme vin med. Det lykkedes mig endda at betale overpris for den på et fly.
Til sidst skulle den bare drikkes og så...var den simpelt hen bare udrikkelig. 5/6 af indholdet endte desværre i vasken.
Afslutningsvist billeder fra min lille elefantridning på "Chennai".
Til aller, aller sidst var vi i Bombai. Her blev vi forsøgt snydt af en taxachauffør, og det var megavanskeligt at finde vores hotel, men det lykkedes da at have en enkelt god dag, hvor vi bl.a. var fordi det ene af Indiens
3 McDonalds - der naturligvis kun havde kyllingeburgere.
Inden vi tog det sidste fly mod vores egen verden, gjorde vi et sidste lille stop. I de måneder jeg havde rejst rundt i de fattigste dele af verden, havde jeg desværre sagt
nej til alt for mange som godt kunne have brugt min hjælp. Da vi nu kørte igennem den ene mere sølle bydel efter del anden, bad jeg taxaen stoppe et tilfældigt sted, trodte ud og bankede på et ligeså tilfældigt bliktag. Døren i det lille 20 kvm "hus", der tilsyneladende dannede hjem for ca. 10 mennesker, blev langsomt åbnet, og snart kom familiens ældre overhovede ud. Jeg gav ham 500 rupies, og sagde, at han nok behøvede dem mere end mig. Først forstod han ikke rigtigt hvad jeg var ude på! Ville jeg veksle? Men langsomt gik sammenhængen op for ham og resten af familien, der takkede, bukkede og næsten tårevædet fulgte mig hen til taxaen. En meget rørende afsked med Indien.
Så gik turen igen gik hjem til Danmark. Bemærk de store metropoler Paris, Berlin, Milano - og Rønne...??
Her tager mor og far imod i lufthavnen.
Og så, efter 5 måneder i oplevelserne rige, er jeg tilbage ved opvaskebaljen i det gamle grå vinterkolde kongerige.
Opslag
Som det muligvis er læseren bekendt, har jeg desværre været knæskadet det meste af foråret. Dette har resulteret i at løbeskoene har samlet støv på hylden mens jeg har ventet på bedre tider. Det lyder måske rart - at være tvunget til at holde pause - men det har faktisk ikke været nemt. I starten sneg jeg mig alligevel ud på en lille tur, men det resultat, at jeg formentlig bare har udskudt skadeslængden. ØV ØV.
