Opslag
Jeg har altid været en stor fan er risengrød. Med kanelsukker "og en smørklat ... på". Faktisk spiser jeg det hele året, selv på varme sommerdage. Det har jeg aldrig kunne se noget mærkeligt i, selvom Rikke altid ryster lidt på hoved, og "højst vil have det julehalløj en gang om måneden".
Nu er det så blevet december, og så skal vi da ha' risengrød - en gang om ugen ... mindst! Imidlertid er der det irriterende lille "men" at jeg, selv med 10 års risengrødserfaring, altid og uden undtagelse, brænder den på. Jeg sætter mælken over (på max blus) og traller lidt omkring, mens jeg tænker på alt muligt andet. Pludselig kommer den velkendte lyd af kogende mælk der løber ned på varm kogeplade, og jeg pisker ud i køkkenet og fægter febrilsk med køkkenrulle og klude, mens jeg tænker "nej - nej- nej - ikke igen".
Efter den lækre gudespise er sat til livs, venter gryden altid som en kær ven ude i køkkenet. Rikke har mistænkeligt dårlige færdigheder i kunsten at fjerne brændt risengrød, så det sjovt nok altid mig der står og fægter med en 2-3 forskellige remedier og lægger planer for hvordan jeg næste gang skal give grøden min udelte opmærksomhed.
Indrømmet, jeg er ingen gourmet i et køkken. Jeg sætter umådelig stor pris på folk der er, og ønsket om at transformere sig til en sådan er bestemt til stede. Også i år står der derfor en kogebog på ønskelisten: "Sølvskeen - bogen er for italienerne, hvad Frøken Jensens kogebog er for danskerne". Det lyder lovende, selvom jeg aldrig rigtigt har åbnet mit eksemplar af Jensens kogebog. Ofte sker der nemlig det, at klokken bliver 18.30 på mine maddage, og så begynder man jo ikke at eksperimentere, men vælger det sikre - som for ekspempelt kunne være ... JA, rigtigt gættet! Jeg sætter den straks over og smutter lige ind og ser et interessant indslag ...
