Adams blog: Varanasi

Sidste eksamen var taget (og bestået? - det ved jeg stadig ikke - de er ikke verdens hurtigste til administration i Indien...) og nu gik det nordpå til Delhi hvor jeg skulle mødes med Rikke. Inden da havde jeg 4 dage hvor jeg kunne rejse lidt rundt, og dem valgte jeg at bruge i den hellige by Varanasi.

Her er jeg midt i Varanasi's herlige kaos. Den havde alt hvad der efter min mening karakteriserer Indien: fantastiske farver, mega mange mennesker, ekstreme lugtvariationer og en følelse af fortid og fremtid.

Det blev nogle herlige dage, hvor jeg primært bare rendte rundt og tog en masse billeder. Jeg prøvede at lade min pung blive hjemme på hotelværelset, så jeg med oprigtighed kunne klappe på mine tomme lommer, og dermed undgå alt for påtrangende tiggere - dem var der en del af...

Her en lille inder der prøvede at blive min ven. De er ganske vedholdende, og til sidst ender man lige med at slå vejen forbi deres bedste vens silketørklædeforretning....I dette tilfælde hoppede jeg dog bevidst på den, og købte en julegave til Rikke.

Varanasi er stedet hvor man bliver transporteret langvejs fra for at blive brændt. Bliver man brændt her, kommer man direkte i den højeste himmel. Igennem mit ophold synes jeg at have givet penge nok til tvivlsomme foretagener. Men helt fri for at blive "snydt" var jeg dog tilsyneladende kke: Da jeg undrende stod og iagttog afbrændingen og ritualerne, fik jeg at vide at "udsigten var meget bedre deroppefra". Jeg gik op på en lille bygning og blev modtaget af en NGO medarbejder, der straks ville fortælle mig alt om ritualer osv. Han forsikrede at det var ganske gratis. Herefter blev jeg indviget i alle de små og store rutiner. Hvert kvarter sætter de et nyt bål igang - 24 timer i døgnet. Det er tager ca. 4 timer at brænde igennem. Den ældste søn lader sig kronrage, og tager hvidt tøj på, (billedet) og det er ham der tænder bålet. I baggrunden kan man se de enorme mængder kubikmeter af træ. De bliver fragtet på både op af Ganges.

Efter den lille gennemgang viser medarbejderen mig rundt på hospicet som det viste sig at være, og endte med at sætte mig foran en døende kvinde! HVor meget ville jeg støtte hende med i hendes sidste dage? I kilo brænde kostede 150 rupies (det samme som mit hotelværelse), så jeg kunne nok forstå et det var dyrt? Han vækkede hende og sagde at der var kommet en for at hjælpe hende, og langsomt kom der liv i det matte legeme. Det var en meget raffineret "strategi", jeg havde selvfølgelig pungen fuld af penge. Hvis jeg ville have en velsignelse måtte jeg minimum give 300 rupies - og igen, det er altså rigtig mange penge i Indien. Jeg følte situationen ekstremt akavet, ville bare væk så hurtigt som muligt, og gav hende 200 - hun havde tilsyneladende håbet på mere og kunne ikke give mig en velsignelse. Min "guide" var vist heller ikke tilfreds, han sagde svært tak på hendes vegne, og sendte mig så mod udgangen. Så meget få at hjælpe...

Her følger så lidt billede fra min gåtur gennem gaderne:

En lille pige der leger med kolort

Pige gennem fotograferet gennem en dør

Her er jeg ved at blive barbaret. Selvom digitalkameraet som teknologi har nogle år på bagen, vækker det altid stor begejstring, når inderne ser sig selv på den lille skærm

Her barbering indian style....