Opslag
I hvad der føltes som uoverkommelig mange måneder, ønskede jeg mig en Ipod. En rigtig Ipod, altså en fra Appel. Men prismæssigt lå den lige i "bryllupsgavesegmentet", så jeg må måtte pænt vente til det blev maj - og da gaven var ganske meget motiveret af mig, kom der ved samme lejlighed en stegegryde på ønskelisten. (Som vi desværre ikke fik). Men vi fik en Ipod.
Mine forhåbninger er foreløbig ikke blevet skuffet. Man får et suverænt overblik over musiksamlingen, kan lytte til lydbøger (kan man så sige "den har jeg læst", når man i virkeligheden har lyttet den?) og potcast når man vil, og derudover er finish'en så god, at den naturligt har fået plads ved siden af den "gamle nyklasikker" fra B&O :-)
Jeg startede med at lægge vores (men primært mine) ca. 200 CD'ere ind. Det tog adskillige aftener, men var egentlig en helt sund proces: meget af musikken havde jeg ikke hørt i årevis og der var flere glade gensyn. Omvendt blev jeg også konfronteret med hvad der må betragtes som deciderede fejlkøb. Det kan man vel godt kalde det, når man ikke har udpakket CD'en, man købte i år 2000?
Et spørgsmål rejser sig: hvad skal man stille op med al den musik, man ikke gider lægge ind på Ipod'en? Sandsynligheden for, at man nogensinde kommer til at høre det igen, er nok ikke stor. Og derudover er der også de gode CD'er. Jeg tør næsten ikke tænke på hvad de igennem tiden er løbet op i rent prismæssigt. Pludselig er de i et eller andet omfang overflødiggjort, fordi man efter 3 klik, kan afspille præcis det nummer man vil, og ikke skal rode alle CD'erne igennem. Nå, foreløbig bliver de lige i reolen.
Det er nok en overdrivelse at påstå, at man kan føre sig frem med de karakteristiske hvide ledninger her 5 år efter, at den første model kom på markedet. Men de få gange jeg har haft Ipod'en med på tur, (tanken er nemlig, at den primært skal fungere som jukeboks derhjemme) har det været herligt at have al sin musik ved hånden.
Rikke er også blevet vild med den. Vi har lånt lidt CD'ere rundt omkring, og pludselig er det en helt ny musikalsk verden der åbnes. Jeg har været den der, som en anden jæger, har været ude og opstøve musikken og i særhed Tina Dickow, Lisa Ekdahl, Rasmus Nøhr og Manu Chao er faldet i fruens smag. Fra at lytte til tilfældige melodier i radioen, kan man nu målrette det den stemning man ønsker at skabe. Det kunne man selvfølgelig også før, men det fungerer bedre nu. Måske er det bare fordi det er nyt?
Mine forhåbninger er foreløbig ikke blevet skuffet. Man får et suverænt overblik over musiksamlingen, kan lytte til lydbøger (kan man så sige "den har jeg læst", når man i virkeligheden har lyttet den?) og potcast når man vil, og derudover er finish'en så god, at den naturligt har fået plads ved siden af den "gamle nyklasikker" fra B&O :-)
Jeg startede med at lægge vores (men primært mine) ca. 200 CD'ere ind. Det tog adskillige aftener, men var egentlig en helt sund proces: meget af musikken havde jeg ikke hørt i årevis og der var flere glade gensyn. Omvendt blev jeg også konfronteret med hvad der må betragtes som deciderede fejlkøb. Det kan man vel godt kalde det, når man ikke har udpakket CD'en, man købte i år 2000?
Et spørgsmål rejser sig: hvad skal man stille op med al den musik, man ikke gider lægge ind på Ipod'en? Sandsynligheden for, at man nogensinde kommer til at høre det igen, er nok ikke stor. Og derudover er der også de gode CD'er. Jeg tør næsten ikke tænke på hvad de igennem tiden er løbet op i rent prismæssigt. Pludselig er de i et eller andet omfang overflødiggjort, fordi man efter 3 klik, kan afspille præcis det nummer man vil, og ikke skal rode alle CD'erne igennem. Nå, foreløbig bliver de lige i reolen.
Det er nok en overdrivelse at påstå, at man kan føre sig frem med de karakteristiske hvide ledninger her 5 år efter, at den første model kom på markedet. Men de få gange jeg har haft Ipod'en med på tur, (tanken er nemlig, at den primært skal fungere som jukeboks derhjemme) har det været herligt at have al sin musik ved hånden.
Rikke er også blevet vild med den. Vi har lånt lidt CD'ere rundt omkring, og pludselig er det en helt ny musikalsk verden der åbnes. Jeg har været den der, som en anden jæger, har været ude og opstøve musikken og i særhed Tina Dickow, Lisa Ekdahl, Rasmus Nøhr og Manu Chao er faldet i fruens smag. Fra at lytte til tilfældige melodier i radioen, kan man nu målrette det den stemning man ønsker at skabe. Det kunne man selvfølgelig også før, men det fungerer bedre nu. Måske er det bare fordi det er nyt?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar