(Oprindelig sendt hjem som mail pr. ca. 05.09.2007
Namasté, (måske skulle jeg lige præcisere: efter at have spurgt en del til råds betyder det ”hej, venlige menneske(r) som jeg respekterer – fantastisk så meget mening man kan få ind i ét ord)
Ikke fordi alting er faldet fuldstændig på plads og er blevet stabiliseret, men her lige et par ord fra Indien. Jeg er midt i min ”shoppingweek”, hvor jeg skal vælge fag. Det er ret hårdt, jeg forsøger at gå til så mange fag som muligt, hvilket betyder 9-12 timers undervisning hver dag – fra 8.00 til 19.30 inkl. En mindre frokostpause.
Jeg nåede at tilbringe 13 dejlige dage i Nepal inden det igen blev hverdag – eller hvad man nu skal kalde det – der er meget få ting der ligner det derhjemme. Jeg fik både bjerg- og jungletrekket, lavet white water rafting og slappet lidt af og oplevet en ny kultur.
Nu er jeg så ankommet til Calcutta og har fået mig et glimrende lille studieværelse på en 10 m2. Der er både "fan" (sådan en der snurrer rundt i loftet) og en lille altan med morgensol og udsigt til en kæmpe trækrone. Ellers er det ret sparsomt indrettet med seng, skrivebord og skab. Jeg har erhvervet mig nogle male- og tegne redskaber så jeg kan få lidt op på væggen når jeg får tid. Så har jeg købt et subwoofer system til min bærbare, så jeg kan høre musik og have bedre lyd på DVD’er.
Campus er en lille oase 15 km udenfor Calcuttas millionby (13.8 mil). Det er et gammelt fuglereservat, med mange små og store søer, hvilket hjælper med at holde temperaturen lidt nede – selvom den endnu ikke har været under 28 grader. Lejlighedsvist øser det ned i 5-6 timer (inden jeg ankom, i op til 3 dage nonstop) så store dele af campus bliver oversvømmet. Fugten gør at alting bliver lidt klæbrigt, og at man to gange om dagen lige skal have et bad.
Alle studerende bor på campus og der bliver lavet 4 daglige måltider, så det er lidt som at bo på en kostskole. Det er rart hverken at skulle tænke på indkøb, madlavning, opvask, betale regninger, (giver 200,- måneden for mad) transport eller arbejde. Jeg skal bare studere. Jeg har heller ikke fjernsyn til at tage al min tid, men til gengæld er der masser af DVD film i omløb. Dog er jeg ofte på dr.dk for at høre internetradio eller bare surfe lidt nationale nyheder.
Inderne er helt utrolig venlige og imødekommende!! Der er mindst 10 der har banket på min dør og spurgt om der er noget de kan hjælpe med. Rart at hjælpen kun er 5 meter væk og kan nås 24 timer i døgnet. De fleste sover sidst på eftermiddag og først på aftenen, og er så ellers oppe næsten hele natten. Ved 3 tiden (A.M.) er der virkelig gang i campus med musik, studiegrupper og folk der spiller basketball. Det skal man vist lige vende sig til. Jeg går allerede i seng ved 2.30 tiden.
Ellers har jeg tabt mig 3-4 kilo på godt 3 uger, primært i den første tid hvor jeg led af ”Alli Babbas forbandelse”…Det er så fugtigt at det er umuligt at løbe mere end 15 minutter, så løbetræningen er udskudt til det bliver køligere senere på året. Til gengæld står den på styrketræning og yoga hver morgen. En god måde at starte dagen på, og faciliteterne er ganske fine efter indiske standarder.
Maden er desværre meget ensformig: Æg, toast og cornflakes til morgen, kylling og ris til frokost og en lidt anderledes tilberedt kylling med ris til aften. De laver det samme hver dag, så det er jeg allerede blevet træt af. Dog er der en ”nightmess” der har åbent døgnet rundt.
Det en meget specielt at blive undervist af indiske professorer. Nogle diskvalificerer sig selv ved at være fuldstændig umulige at forstå, men de har også meget forskellige pædagogiske indgangsvinkler. En giver de studerende karakterer for hver eneste time, og er meget autoritativ og oversergent-agtig, andre er mere ”laidback” og lader de studerende kommer til orde. Den mest ekstreme slutter dobbeltlektioner af med 10 minutters meditation.
Generelt er der en meget ”business as usual” tilgang til Management. Der findes en sandhed/”best practice”, og det er dén man skal lære og kunne anvende for at blive til noget. Men det modsatte er også repræsenteret: Der er mange kreative øvelser, hvor man skal lære at tænke ”out of the box” – Det kan godt være lige på grænsen til det uakademiske. Men generelt bliver der ikke stillet så mange kritiske spørgsmål til teorierne (Som man kunne ønske…).
Der var vist hverken hoved eller hale i det jeg fik skrevet her, blev nedskrevet lidt som det blev tænkt, men håber det gav lidt indsigt trods alt…
Hiertelig hilsen,
Adam
Skypenavn: teleadam4949
5. september 2006
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar