Namasté,
Nu har jeg i snart 1½ uges tid haft dårlig samvittighed over ikke at have skrevet hjem, så nu må jeg vist hellere komme i gang…
Jeg har nu valgt fag og selv om man lejlighedsvis skal knibe sig i armen, er det også gået hen og er blevet hverdag i Indien.
Jeg står op ved 7.30 tiden (eller rettere, bliver som regel vækket af en af de to andre danskere - Jacob eller Kasper), og tager så ned og styrketræner, løber eller spiller badminton en lille times tid inden der er morgenmad ved 9-tiden. Den første lektion starter først klokken 9.45, (Så underviserne kan kæmpe sig igennem trafikken udenfor campus), så morgenerne er dejlig lange og ustressende. Herefter har jeg lektioner til klokken enten 15.45 eller 17.30, kun afbrudt af 45 min. frokost eller enkelte mellemtimer, hvor jeg sidder og læser på biblioteket. Jeg har 28 lektioner om ugen, så jeg tilbringer meget tid i auditorier. Fra 17 til 18 er der ”Snack” som typisk består af te og kiks + noget wienerbrødsligende noget. Herefter sover jeg nogle timer eller laver gruppearbejde inden der er aftensmad fra 20 til 21. Aftenerne er meget specielle fordi mange (og som regel også jeg) først går i seng ved 3-4 tiden. Så fra 22 til 03 tiden forbereder jeg, laver gruppearbejde, ser downloadede film eller snakker med Rikke, der hjemme i DK endelig er kommet hjem fra Badminton. Det er også i dette tidsrum jeg kækt melder ud at jeg selvfølgelig er klar til træning næste morgen, hvilket jeg altid bittert fortryder når døren bliver hamret ind næste morgen…
Jeg har valgt 7 fag svarende til 42 ECTS point, hvilket er lidt ambitiøst i betragtning af, at det kun er et trimester. Jeg tager 2 marketingfag, et strategifag, et kommunikationsfag og 3 lidt ”kreative fag” hvor fokus er på henholdsvis indisk filosofi, selvets psykologi og innovation (ho ho). De fire første er meget ”business as usual”, hvor forelæseren får et lidt tomt udtryk hvis man spørger for meget til teoriernes epistemologiske grundlag eller teoriarkitektur generelt. Til gengæld er der mange ”antagelser”, men generelt er de på et højt undervisningsniveau.
De tre sidste fag er mere leg. Psykologifaget går ud på at for at man kan blive en god leder, skal man kende sig selv, så det gennemgår forskellige klassiske personlighedsteorier og har mange små sjove øvelser og test. Efterhånden er det gået hen og er blevet mit yndlingsfag, bl.a. fordi professoren er meget dygtig og inspirerende. Det er dog ret arbejdstungt, bl.a. fordi vi både skal lave et gruppeprojekt og lige skrive vores selvbiografi og analysere den via de gennemgåede teorier, eller hvad vi nu har lyst til at trække på. Der skal kæmpes lidt for pointene er dette fag.
Så går det nemmere i mit fag om indisk filosofi, hvor eneste krav er at man skriver sin dagbog hver dag, og aflevere en lille opgave til sidst. Faget er helt ufattelig kedeligt, dels pga. professoren, men også fordi teorierne i mine øjne er meget ”lommefilosofiske”. Senere er jeg dog sikker på at jeg vil synes, at det var meget kontrastfyldt at tage skoene af inden man går ind i det runde auditorium, og afslutte med 10 minutters ”Quality mind process”/meditation inden timen slutter.
Det sidste kreative fag foregår i mine øjne højst på 1. års bachelorniveau. Vi skal lære at blive mere kreative, så vi laver alle mulige mærkelig øvelser for at opnå dette. Jeg forsøgte indledningsvist (som også tilfældet i ovenstående fag) at gå ind til det med et åbent og fordomsfrit sind, men når først man har kæmpet sig igennem Kant, Luhmann, Porter og andre tunge drenge, har man svært ved at tage opgaven: ”hvor mange ting kan du bruge en tandbørste til” specielt seriøst. Vi skal dog både lave en opgave om en kreativ person og en gruppeopgave + præsentation om et kreativt firma, så om ikke andet får jeg da talt og skrevet en masse engelsk og lavet nogle power point præsentationer.
Nå, jeg skal desværre allerede til at holde her inden jeg rigtig kom i gang. Vi har lige fået ferie i en uge i anledning af Durga Puja (det godes sejr over det onde), som er Indiens største festival. Størst af festlighederne i Calcutta, der er Indien kulturelle centrum. Det er verdens næststørste festival efter Rio karnevalerne, og arrangørerne forventer ca. 25 millioner deltagere. Det lader vi lige stå et øjeblik…
Vi har lejet hotelværelser inde i byen, så vi ikke skal frem og tilbage. Derudover udnytter jeg ferien til en tur nordpå til Darjeeling, Sikkim og Bhutan. Mere om det ved en senere lejlighed.
Jeg har det stadig strålende. Arbejdspresset har endnu ikke været overvældende
Har vedhæftet et billede af mit værelse og udsigten fra mit værelse.
Hiertelig hilsen
Adam
8. september 2006
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar